STARK Helsingør tager socialt ansvar

Gennem mere end 10 år har praktikanter og flexjobbere fra kommunen hjulpet til hos STARK Helsingør. De ekstra hænder hjælper bl.a. til på lageret og med opfyldning af varer i alt fra 1 til 30 timer om ugen. Peter Sørensen, salgschef i STARK Helsingør, er med til at drive indsatsen.

”Da jeg begyndte her for ni år siden, var det sociale arbejde allerede i gang, og det er blevet endnu mere udbredt nu. Det er en gave for STARK med den ekstra hjælp, og det er en gave for praktikanterne at få en afklaring på, hvad de kan og vil på arbejdsmarkedet. Det er win win”, siger han.

Alle støtter op

STARK Helsingør arbejder sammen med Helsingør Kommune om projektet. Når kommunen finder en praktikant, der har behov for at blive afklaret i forhold til sin arbejdssituation, f.eks. hvis personen har en fysisk eller psykisk lidelse, ringer den til STARK Helsingør. Herefter tager forretningen en snak med praktikanten og en vejleder, hvor de vender de udfordringer, der skal tages højde for. Efter det begynder personen i praktik i 4 eller 16 uger, fortæller Peter Sørensen.

Peter Sørensen lægger ikke skjul på, at praktikanterne kræver noget ekstra af medarbejderne i STARK Helsingør.

”Nogle gange er det en udfordring, hvis der er mange skånehensyn, og det tager tid at sætte sig ind i, hvordan vi hjælper praktikanten bedst muligt, så personen kan udføre arbejdet. Men alle støtter op i afdelingerne, og vi har tre dygtige folk på lageret, der viser praktikanterne, hvad de skal gøre”, siger han og tilføjer:

”Vi har en flad organisation, og der er oftest tilknyttet en person, som praktikanten altid kan gå til. Det kræver noget tid af os, men det vi får igen som virksomhed, og det praktikanterne får ud af det, overskygger det. Praktikanterne er en stor hjælp til de opgaver, som ofte bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Det er utroligt, hvor meget man kan nå på en halv time”, siger han.

Gør en forskel

Peter Sørensen er glad for at kunne hjælpe praktikanterne tilbage på arbejdsmarkedet igen.

”Personligt giver det en tilfredsstillelse også at kunne bidrage socialt gennem mit arbejde. Men for STARK er det også en investering i nye medarbejdere. Flere af praktikanterne har søgt job hos os efterfølgende. Nogle har også bare kigget forbi efter deres praktik for at fortælle, hvordan det er gået dem siden, de var her. Praktikanterne er jo ofte bare almindelige mennesker, der er i en svær situation, og mangler at finde deres rette hylde. Det hjælper vi dem med”, siger han.

Der er mange muligheder for at få praktikanter ind, så Peter Sørensen opfordrer til, at andre også overvejer det.

”Hvis man ikke har udforsket mulighederne for praktikanter endnu, kan jeg kun opfordre, at man tager en snak med kommunen. Du får tit guld ind fra gaden, der bare ikke har fundet deres rette hylde endnu. Men selvfølgelig skal man kun gøre det, hvis man har overskud og den fornødne organisation til at tage sig godt af dem i forretningen”, tilføjer han.

 

Maj 2022